Den digitale forlagssucces BoD (Books on Demand) går nu ind på det svenske marked. I samarbejde med en af Sveriges største bogdistributører vil BoD tilbyde sit Print on Demand-koncept til de svenske forlag. I Danmark samarbejder BoD med DBK.
Forlaget har netop indgået et partnerskab med svenske Förlagssystem og er klar til at gå ind på det svenske marked med sit Print on Demand-koncept. Förlagssystem står for størstedelen af al bogdistribution i Sverige, og ved at forene kræfterne kan de to virksomheder tilbyde en samlet pakke med et attraktivt on demand-koncept og et gennemtestet logistikapparat til at alle de forlag, som Förlagssystem samarbejder med.
BoD er siden lanceringen i 2005 på det danske marked gået ind i Finland og Frankrig. Ud over en udgivelsesservice for forfattere, leverer BoD Print on Demand-løsninger til forlag, og det er denne del af forretningen, der nu tilbydes til det svenske marked. Print on Demand oplever i øjeblikket en heftig vækst, og i 2008 blev der for første gang i USA udgivet flere on demand-titler end konventionelt trykte bøger.
-Vi ser virkelig frem til samarbejdet med BoD, som er førende på markedet i Europa, når det gælder teknik og kvalitet. Sammen kan vi tilbyde vores kunder Print-on-Demand-ydelser direkte og på højeste niveau, forklarer Per-Olof Hamren fra Förlagssystem.
-Partnerskabet med Förlagssystem åbner op for en ideel mulighed for at samarbejde med svenske forlag og giver adgang til en førsteklasses distributionsinfrastruktur. Det giver os et optimalt grundlag for succes, siger administrerende direktør for BoD Dr. Moritz Hagenmüller.
BoD har et lignende setup i Danmark, hvor forlaget samarbejder med DBK. Ifølge Hagenmüller er interessen for Print on Demand stødt stigende på det danske marked, hvor flere og flere forlag får øjnene op for de mange fordele ved først at trykke bøgerne, når der er efterspørgsel. Det gælder ikke mindst muligheden for at eliminere oplagsrisikoen og lageromkostningerne, men også muligheden for at tilbyde en større mangfoldighed af titler og få fordelen af long-tail-salget.
On Demand i vækst
Ifølge den seneste opgørelse fra den amerikanske informationstjeneste Bowker rundede antallet af nye on Demand-titler 285.400 udgivelser i 2008 og overhalede dermed for første gang antallet af titler trykt på konventionel vis (275.200). Hvor de konventionelt producerede titler oplevede et fald på tre pct. fra 2007-2008, mere end fordobledes antallet af on Demand-titler. Fra 2004-2008 steg antallet af on Demand-titler 1300 pct.
Om Förlagssystem
Förlagssystem er en af Sveriges største distributører af bøger. Virksomheden leverer totalløsninger inden for distribution til forlag, bogklubber og internetboghandlere. Ydelserne omfatter bl.a. lagerførelse, pakning og ekspedition samt en række backoffice funktioner. Förlagssystem blev etableret i 1989. Der er flere oplysninger på www.forlagssystem.se.