Bøger udgivet uden om de traditionelle forlag er et område i eksplosiv vækst. I 2009 blev der udgivet over dobbelt så mange selvudgivelser som traditionelt udgivne titler på det amerikanske marked. Også det førende forlag for selvudgivelser for forfattere i Europa og Danmark, BoD (Books on Demand), har femdoblet antallet af danske titler på bare tre år.
Ifølge de seneste tal fra den amerikanske informationstjeneste Bowker tog antallet af selvudgivelser i USA et gigantisk højdespring i 2009. Ud af de over en million bøger, der blev udgivet i 2009, var hele 764.448 titler selvudgivelser, som skete uden om de traditionelle forlag, og hvor forfatteren selv stod for udgivelsesprocessen. Mens antallet af selvudgivelser voksede, faldt antallet af bøger udgivet på traditionel vis fra 289.729 titler i 2008 til 288.355 i 2009.
Hos det førende forlag for selvudgivelser på det europæiske marked, som også er repræsenteret i Danmark, BoD (Books on Demand), nikker man genkendende til denne udvikling. Inden for de seneste godt tre år er antallet af titler hos BoD mere end tidoblet fra 17.000 i slutningen af 2006 til aktuelt over 180.000. Antallet af danske BoD-titler er mere end femdoblet fra 2006 til slutningen af 2009, svarende til en stigning på 530 pct.
- Der er ingen tvivl om, at den udvikling, vi ser i USA, også slår igennem i Europa herunder Danmark. Flere og flere springer ud som forfattere og får udgivet deres livserindringer eller den krimi, der har ligget og samlet støv i skrivebordsskuffen. Der er også en tydelig vækst i antallet af fagbøger. De var tidligere henvist til kopimaskinen, men i kraft af teknologien og de nye forlagstyper er det nu muligt at få materialet udgivet i bogform, og sælge bøgerne via boghandlen, forklarer Lisbeth Jensen fra BoD.
Flere hundrede danske forfattere har udgivet en eller flere titler hos BoD, og tallet er stødt stigende. Ud over Danmark er BoD repræsenteret i Tyskland, Frankrig, Finland og på vej ind i Sverige.
BoD producerer alle bøger som Print-on-Demand (PoD), hvilket betyder, at alle titler bliver lageret digital og først trykt på bestilling. Også på dette område er der en markant udvikling i gang. Ifølge den seneste opgørelse fra Bowker rundede antallet af nye on Demand-titler i USA 285.400 udgivelser i 2008 og overhalede dermed for første gang antallet af titler trykt på konventionel vis (275.200).